Engel

Kirstens minde

Lise mindeord

Lars og Lise skriver disse mindeord om Kirsten (2. april. 2011)

I anledning af Kirstens død og begravelse, føler jeg behov for at sige nogle ord!    Kirsten var en ”livsnyder”, hun holdt af alt, der var smukt og ægte. Når jeg ser hende for mit indre blik, er det altid en Kirsten med et dejligt smil. 
Simon, Rune og Hans Peder – I har ikke mere Kirsten hos jer som en fysisk del af jeres liv, fra nu af må I leve med Kirsten som et kært minde i jeres hjerter og hverdag. Og du, Silja, må nu leve uden din søster.

 
At tale om Kirsten sætter tanker i gang helt tilbage til barndommens land. Jeg tror, at den første erindring jeg har om vores samvær er fra den sommer, hvor Kirsten og Silja var på ferie hos os i Brejning, og alle fem unger fik mæslinger. Andre begivenheder, der står klart i min erindring, går tilbage til togrejser alene med toget til Randers for at tage på sommerferie hos Ejnar og Else. Når min kære mand Lars fortæller om Randers og nærmeste omegn, hvor han er opvokset, synes jeg næsten, jeg er lige så stedkendt som ham. Især husker jeg, at vi cyklede vejene omkring Svejstrup tynde, og i brugsen i Helstrup købte vi salmiakstænger til 10 øre stykket. Ejnar kunne sætte fut i os tøser, sige noget sjovt, så vi var ved at knække sammen af grin.


Så blev vi teenagere, fik uddannelse og familie og sås ikke så ofte, medmindre der var en stor begivenhed i familien.
På et tidspunkt kommer der for de fleste et behov for at dyrke sine rødder. Så i 1980 mødtes Kirsten, Juul, Lisbeth, Thorleif, Lars og jeg hos os. Det blev starten på vores fætter og kusine-komsammener, som har fundet sted lige siden. Så kom der nye mænd ind i billedet, nye uddannelser, jobskifte og alt det daglige, vi mennesker er så gode til at have travlt med. Nu er de årlige fætter- og kusinetræf ved at løbe lidt ud i sandet, og det er egentlig synd. Blod er tykkere end vand, og selv om vi ikke ses så meget på tværs af hele familien, så er det dejligt at være sammen. Vi har den der fælles baggrund, som gør, at vi hver især er ok, vi kan være os selv, og vi nyder hinandens selskab uden forbehold.

Kirsten blev ramt af sygdom – nok en af de værste vi kan forestille os! Kirsten kæmpede mod sygdommen, hjulpet af læger med mere, samt den medicin Kirsten blev ordineret. En medicin med de værst tænkelige bivirkninger der findes – gennemgik store operationer uden så meget som beklagelse eller selvmedlidenhed over sin påtvungne skæbne.

Kirsten blev erklæret ”rask og kureret” for sin sygdom, men glæden skulle vise sig at blive kort og med den mest fatale udgang for et menneske, der havde så meget at leve for, så meget at give! Men trods det at Kirstens tid blev kort og særdeles afmålt, nåede hun at give i rigt mål – give til sine medmennesker og leve – leve intenst som et ”helt menneske”!

Kirsten satte sig nye mål i sin ”nye tilværelse” – nye mål godt og professionelt hjulpet på vej af Simon, der de sidste måneder havde taget det store ansvar, der følger med, når man vælger at tage orlov for at passe sin Mor. Simon lærte bl.a. Kirsten at male, hvilket skulle vise sig at være en god arbejds – og terapiform, hvor Kirsten foldede sig ud i stort engagement og kunstnerisk glæde.

Kirsten kunne have valgt flere veje at leve og tilbringe sin sidste tid på. Kirsten kunne have lagt sig, trukket dynen over hovedet og rullet gardinerne for og isoleret sig fra alt og alle. Kirsten kunne også have valgt at være det stakkels ynkværdige offer, der kun ville tale – og fortælle om den forfærdelige og uretfærdige skæbne, der var hende tildelt. Men Kirsten valgte noget helt tredje – Kirsten valgte ”livet”. Kirsten talte ærligt, når der var besøgende, hun forlangte, at en spade blev kaldt en spade, således at hun lettede vejen til samtale – ingen tabuer. Kirsten var også opmærksom på de problemer andre måtte have – og havde overskud til at tale om disse og give råd og vejledning.

Hvordan skal vi så forholde os en dag som i dag, hvor vi tager afsked med mennesket Kirsten? Skal vi græde og synes det er forfærdeligt – eller skal vi vælge en vis form for glæde og taknemlighed – en taknemlighed for, at vi fik lov at kende Kirsten – og en glæde over at Kirsten blev udfriet i troen på Sin Frelser og nu ”svæver rundt blandt sine elskede engle”? Jeg tror og mener det bedste er, med KÆRLIGHED til Kirsten, at følge hendes videre færd i den livscyklus, der var – og er Kirstens univers! Glæde os over, at Kirsten aldrig følte angst, frygt eller usikkerhed overfor den skæbne der blev hendes, men glæde os over, at hun i sin tro på FRELSEREN, rejste til et – for hende, trygt, varmt og vidunderligt smukt sted – Ligesom der står i et af versene i ”Han, som har hjulpet hidindtil”:

   
   Thi når vor sjæl er i Guds hånd,
   Guds-ordet i vort hjerte,
   da brister for os alle bånd,
   som pine kan og smerte,
   da åbner sig som aldrig før
   Guds-rigets port, Guds-husets dør
   og livets kilder alle.

Æret være Kirstens minde.